Avisartikler om turene

Morten Skovhus        Fyens Stiftstidende    (reduceret i forhold til original udgave)


GUIDEN: Michael Pedersen slog sig for fire år siden ned på Isla Margarita.
Nu tilbyder han turisterne et væld af spændende og anderledes oplevelser.

Af Morten Skovhus

En ordentlig flyder af et dollargrin bakker op foran indgangen til Hotel Palm Beach. Ud hopper en margaritaner, der er en smule mere lys i huden end de fleste af øens borgere. Og det er der en grund til. Manden med den lyse hud er nemlig pæredansk og hedder Michael Pedersen.
I fire år har han været bosat på ferieøen, som en af ganske få danskere,der har valgt at slå sig ned
på Isla Margarita.
År 2000 blev på mange måder et omskifteligt år for danske Michael. Han fik nemlig en datter - Annalisa - og samtidig begyndte han at køre lidt rundt med turister, der gerne ville opleve Margarita på egen hånd.
Året efter købte han sin drømmebil. En ægte Hotel Hilton-taxi, en Ford Conquestidor, knaldsort og med lækkert læderindtræk.
Og nu begyndte tingene at tage fart.
Michael startede sin egen guidevirksomhed sammen med Fru Emma, og i dag lever han af sin egen forretning.
Og man får virkelig noget for pengene.
Man starter som regel om morgenen, og så bestemmer man bestemmer ellers selv, hvad man vil opleve på Margarita. Michael passer rattet og han kender hver en afkrog på ferieøen.
– Jeg har simpelthen det fedeste job. Jeg oplever faktisk kun glade mennesker. Og flere af de turister, jeg har kørt med, sender mig efterfølgende breve og gaver fra Danmark og resten af skandinavien,
fortæller Michael Pedersen, og svinger bilen ind på parkeringspladsen ved La Restinga-lagunen.

Et kendt ansigt
Og at danske Michael også er et kendt ansigt blandt de lokale margaritanere oplever man hurtigt. Alle vegne, hvor den sorte Hilton-taxi bevæger sig frem, vinker drenge og bedstemødre som hilsen til danske “Miiichel”.
- Lokalbefolkningen er fantastisk her. Man oplever en varme og åbenhed, som er helt speciel, siger Michael Pedersen, mens han hilser på et par vinkende knægte i vejkanten i landsbyen Santa Ana.
- Jeg kunne ikke et ord spansk, da jeg kom til Margarita, men jeg lærte hurtigt lidt, og med nogle få gloser og lidt store fagter, kan man hurtigt begå sig, fortæller Michael Pedersen, der har det som blommen i et æg på Margarita.
- Det er min ø, og den forsvarer jeg med næb og kløer. Selvfølgelig savner man da indimellem familien og vennerne hjemme i Danmark, men for nuværende har jeg ingen planer om at vende hjem igen. Det skulle da lige være for min datters skyld, siger Michael Pedersen, og sender en kærlig tanke til to-årige Annalisa, der denne dag er med mor Emma i hovedstaden Caracas.

Kedelige turister
Michael Pedersen er godt træt af de turister, der synes Margarita er er skuffelse.
– Det er fordi, de ankommer til lufthavnen, kører ud på hotellet og så ellers ligger dér og flyder i 14 dage. Så kommer de hjem til Danmark og fortæller, at Margarita er en skod-ø. Og det er helt forkert, siger Michael Pedersen, der mener, at turisterne i højere grad skal benytte sig af øens muligheder.
– Margarita har en fantastisk mix af historie og natur, og der er simpelthen noget for enhver smag. Jamen, der er jo alt!, siger Michael Pedersen og slår ud med armene.
Den sorte Ford brummer lystigt fra alle otte cylindre, og glider elegant ind til vejsiden.
– Så skal vi på en lille klatretur, siger Michael Pedersen og smækker bildøren op.
Målet er nogle vandfald og naturskabte vandbassiner i landsbyen Fuentedueno.
En halv times barsk opstigning senere kan man fryde sig over endnu en naturperle.
- Der er jo mange steder uden for alfarvej, hvor man kan opleve noget spændende, forklarer Michael Pedersen, mens en lille purk tager et umiddelbart livstruende spring højt fra klipperne, men alligevel lander præcist i det lille vandbassin uden at pådrage sig en skramme.

Besynderlige ønsker
Den danske guide oplever noget nyt hver dag, og indimellem får han nogle spøjse ønsker på sine ture med turisterne.
– Der har været nogle, der gerne ville se, hvordan man ophuggede biler herovre, nogle ville gerne besøge et laboratorium, mens andre bare ønskede at bade nøgne ved en øde strand. Men hvis det er dét, der interesserer folk, så må det jo bare arrangeres, siger Michael Pedersen med et smil.
Og guiden kan klare selv de mest besynderlige ønsker via sit store netværk på øen. Alt sammen opbygget på kun fire år.

Ingen fremtidsplaner
Tingene er gået stærkt for Michael Pedersen og han har ikke lagt de store fremtidplaner.
– Herovre lægger man ikke fremtidplaner. Her lever man lidt fra dag til dag, og det er faktisk også en afslappende måde at live sit liv på, siger Michael Pedersen, og parkerer den sorte taxi foran indganen til Hotel Palm Beach. Den er langt fra så ren, som om morgenen, men der er også blevet kørt mange kilometer.
Det har været en lang dag i selskab med slanger, edderkopper, søheste,pelikaner, lokale fiskere og en enkelt kærlig cappuchiner-abe.
Og så selvfølgelig Michael Pedersen.Han er nemlig også en oplevelse i sig selv.
En flok trætte ben slæber sig ind i hotellets restaurant, mensbaglygterne fra en sort Ford Conquistador forsvinder i mørket. 
I morgen tidlig starter en ny spændende dag for Margaritas Michael.



En stor tak til Morten Skovhus samt hans familie for alle de gange vi har været sammen når i har været herovre - glæder mig til næste gang i kommer !!

Home

I flydende stil gennem Margarita


Hvorfor ikke opleve den venezuelanske turist-ø, som de
lokale gør det: Fra en stor duvende amerikansk flyder.
Vores havde endda dansk chauffør, og han kunne sin ø.
Udskriv Send Facebook

Af Judith Betak (tekst og foto), betak@berlingske.dk
Tirsdag den 20. januar 2009



De er ikke til at komme udenom i gadebilledet. De store sejlende, amerikanske dollargrin. Et grin får man da også over de fleste af dem, når de kommer hostende forbi, rustne og surret sammen med ståltråd og gaffa-tape. Mange af dem får begrebet »bilvrag« til at blegne totalt, men de kører alligevel -- efterfulgt af en sort stinkende ud-stødningsos.

Man kan ikke undgå at tænke på, hvor mange -- eller få -- kilometer sådan én kan bevæge sig på en liter benzin. Men det er sikkert kun turister, der tænker sådan, for på ferieøen Margarita og i det øvrige Venezuela koster en liter benzin 27 øre.

Da vi hører om muligheden for at opleve Margarita som de lokale -- kørende rundt i et amerikansk dollargrin -- er der ingen betænkningstid. Selvfølgelig, det er det eneste rigtige. Og op foran vort hotel ruller fem meter hvid Cadillac, Fleedwood 1973. To et halvt tons tung og kørende tre km på literen, men nyvasket, skinnende og ganske anderledes velholdt end flertallet af dens »artsfæller« på øen.

Bag rattet sidder Michael med efternavnet Pedersen og sine barne- og ungdomssko trådt på Slagelse-egnen. De sidste syv år har han imidlertid boet på Margarita.

»Mit dårlige spanske er en hindring på arbejdsmarkedet,« fortæller han og beretter om, hvorfor han er endt som privatguide i et dollargrin. I vores øren går det spanske nu strygende, men Michaels idé med de utraditionelle guidede ture for turister, hovedsagelig danske, er blevet en succes. Han er booket mange dage frem. Det er kunden, der bestemmer, hvor turen skal gå hen, men da Michael kender øen som sin egen lomme, har han mange turforslag.
I det store bagagerum står en kølekasse med kolde drikke og en flaske champagne til solnedgangen, og da han hører, at det er journalister, han skal have med i dag, har han for en sikkerheds skyld også smidt en kasse øl bagi.

Vi diskuterer de forskellige muligheder. Øens største by, Polamar -- den hed i sin tid Puerto del la Mar, men med vanlig venezuelansk afslappethed er navnet blevet trukket sammen -- har vi selv udforsket. Vort hotel på nordkysten har shuttlebus, men alle pladser var reserveret flere dage frem, så vi tog en taxa -- en i øvrigt billig fornøjelse. Turen på lidt over en halv time kostede knap 75 kr.
Margarita er toldfrit område, og mange venezuelanere fra fastlandet holder ferie her netop på grund af billig shopping. Det førende indkøbscenter, Centro Comercial Sambil, med bl.a. mange mærkevarer, ligger i Polamars udkant. Et andet indkøbscenter for enden af 4. maj gaden hedder Jumbo, men her er flere tomme forretningslokaler end åbne butikker. Lidt udenfor centrum ligger også det store marked, Mercado de Conejero, kaninmarkedet, og en lige så billig, men hyggeligere shopping, findes i de små gågader lige midt i centrum syd for Plaza Bolivar og katedralen.

Senere finder vi ud af, at vores naboby fem kilometer fra hotellet, Juangrigo, også har et livligt forretningsliv, mere overskueligt, men stort set med de samme varer som i Polamars centrum. Så Polamar springer vi over. Vil vi så have den store natur-tur? Ja, vi vil gerne opleve øens største seværdighed, La Restinga-
lagunen, sejle i kanalerne i den 75 kvadratkilometer store mangroveskov og fortsætte over den smalle tange, der binder Margarita-øens to »halvdele« sammen, til det øde Macanao. Her bor omkring 20.000 af Margaritas i alt 350.000 indbyggere, og naturen er anderledes, mere tør og ørkenagtig. Her er flotte øde strande og små uspolerede fiskebyer, beretter Michael.

Vi har været på rundrejse på det venezuelanske fastland og set masser af natur, så vi forkaster både Macanao og Michaels forslag om Nationalparken El Copey med regnskoven, der ligger på »vores« halvdel af Margarita.

Michael er til natur -- ingen tvivl om det. Han får også listet lidt ind, da vi beder om en tur, hvor vi kan opleve »det rigtige Margarita«, det, der er lidt væk fra de turistprægede strande, der for så vidt kunne ligge hvor som helst. Han er selv sammen med et par venezuelanske venner i færd med at etablere et lille rejsebureau, der vil tilbyde anderledes naturudflugter på Margarita.

»For man behøver ikke at rejse til fastlandet for at opleve den store natur. Vi har det skam her på øen, regnskov og det hele. Ikke så store arealer som på fastlandet, men det handler bare om at opleve den på den rigtige måde,« siger han.

Derfor bliver »hans« ture ud i mangroveskoven ikke i de larmende motorbåde. Nej, det skal være i stille kajakker eller kanoer, så man kan høre fuglene og i den allertidligste morgen, hvor dyrelivet er mest aktivt. Og de traditionelle dagture til Margaritas regnskov skal udvides med et tilbud om at overnatte midt i naturen i en hængekøje under et mo-skitonet, hvor man for alvor oplever skovens liv, mener han. Endnu er det hele i ansøgnings- og planlægningsfasen. Men Michael tror klippefast på, at fra sæsonstart i efteråret er »Back2Nature«'s ture på markedet.

Imens glider vi i Cadillacíen nordom og kører fra vejen ned til et lille fiskerleje, en tilfældig samling af de karakteriske betonhuse festligt malet i klare pastelfarver. Her kører ingen ned med turister, undtagen Michael. Og de lokale hilser glade på ham, mens vi slentrer rundt.

Vi kører langs østkysten, hvor der er mest turisme. Strandene er flotte og så meget turisteri, synes der nu heller ikke at være. Derefter stikker vi ind i landet til hovedstaden La AsuncÌon med katedralen, som er en af de ældste kirker, der har »overlevet« fra kolonitiden.

Lige udenfor byen ligger »Laberinto Tropical«, den tropiske labyrint, og her drejer Michael ind. Natur skal vi nu have. Den lille økologiske park viser sig at være mere end en labyrint. Den har også en samling af Margaritas dyr og planter, ligesom personalet løbende modtager skadede eller tilfangetagne vilde dyr for at pleje dem med det formål at få dem tilbage i naturen. Nogle er imidlertid blevet så adfærds-ændrede, f.eks. aber og papegøjer, at de er blevet faste beboere i parken.

»Ingen dyr er købt. De er afleveret her. Det skal ikke være sådan, at det kan betale sig at fange vilde dyr,« forklarer Michael, mens han virtuost fortæller om træer, blomster -- bl.a. Margaritas nationalblomst, en smuk orkide -- og aber, papegøjer og skildpadder samt en skrækindjagende fugleedderkop, og vi kan få en kvælerslange om halsen til et »se-hvad-jeg-turde«-fotografi. Et godt besøg, der kan anbefales.

Videre går det til den grønne »Valle del Espiritu Santo«. Her findes kirken for øens berømteste helgen. Hele kirkepladsen er ét stort marked, hvor man kan købe madonnaer i alle størrelser. Virgin del Valle er elsket og tilbedt, og man tror virkelig på hendes evner. Margarita ligger egentlig uden for orkan-bæltet, men for et par år siden var der en på afveje, og den hærgede bl.a. Granada nordøst for øen. Orkanen satte derefter kurs mod Margarita, men drejede af i sidste øjeblik. Et mirakel, som man kun kunne takke »dalens jomfru« for, som der stod på forsiden af den lokale avis!

Vi runder længere sydpå de bjerge, der ligger nede midt på øen, for at køre nordpå igen på vestsiden gennem alle håndværkerbyerne, og hver by sit speciale: Hængekøjer, ståhatte, guldsmykker, keramik, perler osv.

Men forinden stikker vi lige ud til kysten til La Guardia, en lille by, hvor tradtionen med at male »kunst« på gavle og mure er særlig udtalt. Vi hopper ud af bilen for i gåtempo at tage kunstværkerne nærmere i øjesyn og af den fuore, det giver i den ellers middagsslumrende by, er det tydeligt at se, at også La Guardia ligger udenfor de normale turistruter.

Som solen daler i horisonten, dukker der flere og flere lokale beboere op i gadebilledet. Mændene samles under de skyggende træer om dominospillet og whiskyflaskerne kommer frem. Selv om Margarita er en caribisk ø, så er det bestemt ikke rom, der er de lokales foretrukne. Michael mener, at der kun går tre-fem flasker rom for hver 100 flasker whisky.

Vi kører gennem småbyer, standser i nogle af dem, kører gennem andre. I Fuente Dueno, hvor man fabrikerer stråhatte, sombreros, spadserer vi gennem byen og op langs en lille brusende bæk. Langs vandet er der borde og stole, og stedet er et yndet udflugtsmål for de lokale. Øverst oppe er der klippesider omkring vandet, og byens drenge giver for lidt håndører en åndeløs opvisning, når de springer ud fra klippesiden og ned i noget, der ligner rene klipper, men alligevel ender i en vandfordybning mellem stenene.

På vejen tilbage bliver vi inviteret ind i et privat hus og ser, hvordan man her bygger til »bagud«, når økonomien tillader det. Da vi går fra huset, står hele familien og vinker farvel. Og mens vi går ned til den ventende hvide Cadillac har vi en god fornemmelse af, at vi har oplevet Margarita.